header image

Dronningeavl

 

Buckfastbien

Buckfastavlsmetodikken blev grundlagt af den engelske munk Broder Adam i midten af 1900-tallet. Avlsmåden er i dag kendt som Buckfastavl og er opkaldt efter Buckfast Abbey, hvor Broder Adam virkede stort set hele sit liv.

 

Buckfastbien er ikke en race, men derimod et resultat af en bestemt måde at drive sin avl på, hvor man prøver at udnytte de styrker, som de forskellige underarter af den europæiske honningbi besidder. Ingen af de oprindelige racer/underarter kan siges at være den ideelle produktionsbi. De fleste har nogle styrker og nogle ubetingede svagheder.

 

En af grundstenene i Buckfastavlen er et konsekvent og vedvarende avlsarbejde, hvor gode og stabile linier løbende tilføres friskt blod, for at bibeholde liniernes vitalitet.
Som udgangspunkt for mine avlslinier foretrækker jeg underarterne Caucasica, Carpatica, og hvis muligt Anatolica.

 

Buckfastbierne er grundstammen i min biavl og alle de dronninger vi producerer til salg, har deres oprindelse i gode stabile Buckfastlinier, som vi selv har fremavlet over årene. Det tager typisk 6-8 års avlsarbejde, inden man kan forvente nogle rimeligt stabile arveegenskaber.


Jeg benytter selv en vis andel Carnica, som dronegivere ved friparring af Buckfastdronningerne. Dette giver en rigtig god vitalitet på brugsdronningerne, og Carnicaens indbyggede ulemper nedarves stort set ikke i første generation.


De vigtigste avlsmål for mig er:

  •  Høj sygdomsresistens
  •  Ydelse
  •  Sværmtræghed
  •  Fredelighed.
  •  Rolige og tavlefaste bier

 

Bier med en god ordenssans har, efter min mening, lettere ved at holde sig sunde. Det gør endvidere arbejdet med bierne meget lettere, når der er en naturlig adskillelse af yngel og honning i stadet. Familier som indgår i avlsarbejdet, passes derfor uden dronningegitter i første halvdel af sæsonen. På denne måde får man virkelig at se om bierne selv kan holde orden i stadet. Selvom der lægges dronningegitter over yngellejet ved brugsbierne, er det jo rart at der godt styr på tingenes placering.

 

Avlsarbejdet i praksis

Hvert efterår indvintres der ca. 150 nye øparrede dronninger. I den følgende sæson vurderes alle dronninger nøje på de parametre der for mig er vigtige. I efteråret bliver omkring 1/3 af dronningerne udvalgt til videre vurdering i det følgende forår. 7-10 af disse dronninger slipper gennem nåleøjet og bliver brugt som mødre for brugsdronninger til salg.

Alle 2.årsdronninger bliver testet for nosematolerance og evne til at udrense frysedræbt yngel (hygiejnisk adfærd). Kun dronninger med høj nosematolerance og høj udrensningsevne bliver brugt som mødre til brugsdronninger. En ganske hård udvælgelse, som dog er en forudsætning, hvis man vil være rimeligt sikker på dronningernes arvemæssige kvaliteter.

 

For at få at godt match af gener, samt sikre god spredning i avlsmaterialet, øparres der ofte på op til 3 øer. Jeg driver selv en øparringsstation på Tunø, og benytter udover denne ø ofte Mandø og Glænø til øparringer.

 

Friparrede dronninger, til salg, parres på 3 friparringspladser med gode læforhold. Ud over et godt miks af dronegivere i selve skoven, er der placeret adskillige bigårde i en rimelig radius rundt om pladserne. Dette sikrer et stort tryk af gode droner hele sommeren igennem.

 

Hvert år indsendes et hold dronninger til Danmarks Biavlerforenings ’Test af brugsdronninger’. Her sammenlignes dronningerne med de andre deltagende dronninger hos 10 forskellige værter spredt over hele landet. Dette giver et ganske godt indtryk af biernes egenskaber.

Selve produktionen af brugsdronninger foregår kontinuerligt med klækning hver dag fra ca. 1. juni til ca. 1. august. Dronningerne opfostres i meget stærke bifamilier, med god tilgang af både nektar og pollen.